Genopret forbindelsen til dig selv
Vi er mere forbundne end nogensinde før. Telefonerne bipper og vibrerer, og vi ved altid, hvad der foregår hos vennerne, naboen, svigerfamilien. Men hvordan går det egentlig med dig selv? Hvordan har du det, når internettet er slukket, og du ikke kan checke ind andre steder end, der hvor du er, lige nu og her.
I den digitale tidsalder er det nemt at miste forbindelsen til sig selv. Nedenfor finder du tre simple råd til, hvordan du kan genoprette forbindelsen og skabe mere kvalitetstid uden ydre forstyrrelser.
-
Øv dig i at kede dig
Når vi er alene, griber mange straks efter digitale devices, der er designet til at underholde og stimulere os. Pludselig bliver alle dagens små pauser, hvor vi ellers ville have tid til at fundere og mærke efter, brugt på at kigge ud i stedet for ind. Desværre er det ikke en nem vane at slippe, men prøv at begynde at tænke de kedelige øjeblikke, hvor du ellers ville have grebet efter din telefon, som muligheder for lidt kvalitetstid med dig selv. Som du sikkert hørte ofte som barn: "Det er sundt at kede sig!". -
Skriv dagbog
Bare rolig! Du behøver ikke at skrive side op og ned om, hvad din dag er gået med. Men hvis du ønsker at checke lidt ind og kigge indad, er noget så simpelt som pen og papir et fantastisk redskab. Stil eksempelvis dig selv spørgsmålene: "Hvordan har jeg det?", "Hvad ønsker jeg?" og "Hvad er jeg taknemlig for?", og svarene skriv et sted, ingen andre får at se. Er du ikke den store forfatter, kan du samle dine tanker i simple lister. -
Hvad plejede du at lave som barn?
Hvis du mangler inspiration til, hvad du kan lave alene uden at gå online, kan du tænke over, hvad du plejede at lave som barn. Måske du elskede at læse tykke bøger? Måske du spillede klaver eller tegnede og malede på livet løs? Tænk tilbage på den tid, hvor du kunne fordybe dig i din egen verden, og timerne fløj forbi - ofte vil du holde af at lave nogle af de samme ting som voksen.